Begynderkursus Turbåd
Til alle interesserede i turkajak
Her kan du se en orientering om vores kursus i turkajak, som afholdes i maj/juni måned, med henblik på at blive frigivet som kajakroer fra Kajakklubben Krogen.
Kurset koster 2.500 kr. og inkluderer klub-kontingentet for det næste halve år. Så kan du efterfølgende vælge, om du fortsat vil være medlem af Krogen.
Kursusforløbet starter med en introduktionsaften i Krogens lokaler, Strandpromenaden 7, 3000 Helsingør, i slutningen af marts eller starten af april. Her vil du møde de andre kursister samt de instruktører og hjælpere, som vil være gennemgående på kurset. Du får også en rundvisning i klubhuset og ser, hvilke kajakker du vil stifte nærmere bekendtskab med på kurset, samt råd og vejledning i forbindelse med beklædning m.m.
Selve kurset starter med en aften i svømmehallen, hvor der er mulighed for at prøve de forskellige typer af turkajakker. Desuden får du mulighed for at prøve de sikkerhedsøvelser, som vi vil "udsætte" dig for under kurset. Du skal medbringe et svømmebevis som dokumentation på, at du kan svømme 1.000 m i svømmehal.
Kurset på Øresund starter med en "lang lørdag" først i maj. Derefter skal du regne med 2 træningsaftener ugentlig (fra kl. 18:30 til kl. 21:30) til kurset afsluttes midt i juni.
Vi afslutter alle kursusgange med at samles om en kop kaffe/the, lidt brød og en snak om aftenens forløb, sikkerheds-regler, vind og vejr mv. Her får du også mulighed for at møde nogle af klubbens faste medlemmer.
Selv om det ser let og enkelt ud at ro kajak - når I ser en kajakroer på Øresund en dejlig sommerdag - er kurset forbundet med en del udfordringer til fysikken og ikke mindst balancen. Derfor er det en stor fordel, hvis du i forvejen er vant til at udøve en eller anden form for smidigheds- eller konditionskrævende motionsform.
Har du spørgsmål i forbindelse med kursusforløbet er du velkommen til at kontakte Per Andersen på tlf. 49111623 og/eller besøge os i klubben. Vi er der som regel søndag formiddag mellem kl. 10:00 og kl. 13:00.
Vi er desværre nødt til at lukke for tilmelding til begynderkurser i turbåd for 2012, da kurserne er overtegnede allerede i slutningen af februar.